Formål:

Ja så ser det ud som om, at jeg har fået oprettet min blog i forbindelse med 23 Ting. Jeg håber det kommer til at fungere alt sammen, og ser frem til at prøve de forskellige internetmuligheder, som denne opgave ligger op til.

tirsdag den 19. august 2008

E-kalender

Så kom vi i gang igen med 23 ting, efter en lang pause.

Første opgave er så E-kalender, som jeg så kiggede på. Egentlig er der ikke så meget i opgaven. Registreringen gik meget fint, bortset fra at E-kalender af en eller anden årsag ikke ville acceptere min G-mail, så jeg måtte bruge den anden e-mail jeg har. Derefter handlede det jo om at aktivere sin konto, og så kiggede jeg lidt på sagerne. Det er jo meget smart, at man kan synkronisere sine møder med andre, så der er bedre mulighed for at koordinere sine aftaler. Jeg prøvede at søge på Bibliotek og Biblioteker, som beskrevet i opgaven, og der var forskel. Der var flere under "bibliotek" end "biblioteker" og så var der forskel på, hvem, der stod på listen. Jeg prøvede også at sætte et møde op, og det gik meget godt, også med at slette det igen. Her går systemet jo både ind og hhv. sender en invitation til andre og sender så også en aflysning, når man sletter mødet. Helt automatisk, hvilket jo gør det ret nemt for én selv, må man sige. Lige nu, er det ikke fordi jeg har ret mange møder i min kalender, men det ændrer sig nok med tiden, og så er det her helt klart en mulighed for at organisere sin tid på en lidt bedre måde.

onsdag den 9. juli 2008

Sommer!!

Ifølge reglerne for årstiderne er det jo sommer nu, men... For det første regner det en hel del, og så blev jeg selvfølgelig ramt af en forkølelse midt i Juli måned!! Det går bedre nu, men det virker så malplaceret at rende rundt med halstørklæde midt om sommeren og bruge, jeg ved ikke hvor mange, lommetørklæder, fordi man simpelthen er så snottet.

Typisk mig at blive syg på den måde. Frisk luft er tydeligvis ikke godt for mig, så det må jeg se, om jeg kan gøre noget ved. I det mindste har jeg da en ferie at se hen til om nogle måneder, hvis jeg altså ikke også bliver syg til den tid. Det kunne lige ligne mig, med mit held!!.

fredag den 20. juni 2008

Ferie!

Så blev det tid til lidt afslapning igen. Ganske vidst skal jeg ikke nogle steder, hvilket ellers kunne have været dejligt. En uge til Mallorca, Gran Canarie etc. siger man jo ikke nej til. Det var der desværre ikke tid eller penge til lige nu, men så er der jo altid rejsen til efteråret. I stedet for har jeg en hel uges ferie hjemme, hvor der bare skal slappes af. Der er godt nok en fødselsdag og andet at tage sig af, men det skal nu ikke spolere det faktum, at man har fri!

Ses om en uge, og hold humøret oppe!

Anja

tirsdag den 10. juni 2008

Google Maps

Så blev det tid for mig at blive superbruger igen, sådan da. Nu handlede det om at udforske Google Maps. Et tilbud fra Google, hvor man kan se omtrent, hvad man vil af lokaliteter over hele verden eller bare sin egen lille andedam.

Med hensyn til opgaverne er de fleste ligetil. Når man skal finde et vandrehjem i Thisted, vælger man "find virksomhed" under søgebjælken. Derefter skriver man under "hvad": vandrehjem og under "hvor": Thisted. Ude i venstre side listes så nogle foreslag på vandrehjem, ud fra det Google kunne finde. Når man lige starter vises kortet i "kort" format, hvilket jo ligner Kraks kort til forveksling. Man kan også vælge at se kortet i "satellit format", hvor man får rigtige billeder af det man søger på. Det foretrækker jeg, men skal man bare finde en adresse er "kort formatet" jo fint nok. Derudover er der også "terræn formatet", som man også kan bruge.

Når man så har valgt et vandrehjem, kan man klikke på det røde, ballonikon på billedet. Herefter vises en boks, hvor man kan se oplysninger om det valgte sted, herunder adresse, kørselsvejledning, anmeldelser etc. I forbindelse med den næste opgave, hvor man skal finde seværdigheder omkring Thisted, kan man bruge ovennævnte boks. Her står nemlig også "søg i nærheden af". Trykker man her, får man en ny søgemulighed. Her skriver man så "seværdigheder" under "hvad" og søger. Den tætteste seværdighed ifølge Google, skulle være "Gamle Danske Dyreracer", hvad det så end er.

Som noget ekstra kan man også vælge at tilføje fotos og/eller information fra Wikipedia. Vælger man fotos som ekstra ting, dukker der fotos op i lille format over alt på kortet. Dem kan man klikke på, så de kan ses i større format. Man kan også vælge at tilføje info fra Wikipedia, så dukker der bare små W'er op over det hele. Vælger man et, fx det ved Thisted, dukker der en lille artikel op på engelsk, der netop beskriver Thisted. Egentlig meget smart.

Som det sidste prøvede jeg kørevejledningen. Det bedste er, hvis man har den nøjagtige adresse, da Google ellers beder en om at uddybe, og der kan man godt komme i tvivl, især når det står på tysk i tilfældet med Bahnhoff Zoo, Berlin. Det gik dog, og kørselsvejledningen ser ret udførlig ud.

Ps. prøvede for sjov at søge efter steder som "Det hvide hus" i Washington og Gauntanamobasen på Cuba. Steder, som måske ikke optrådte af sikkerhedsmæssige årsager, men i begge tilfælde fandt Google Maps frem til stederne, og lod en komme helt tæt på. Billederne er jo så heller ikke helt aktuelle. Der er vel nogle måneders eller års forsinkelse på, så det kan være, at det er derfor, det tillades, at man kan se de nævnte steder. Egentlig meget sjovt. Især når det er steder, man ved, man nok aldrig kommer til at se i virkeligheden.

Podcast

Så prøvede jeg også at podcaste. Jeg har jo hørt om det i længere tid, når jeg har set forskellige tv-programmer, hvor værten ofte nævnte, at udsendelsen kunne podcastes. Det er jo så nok video podcasts. Det gik nemt nok med at finde frem til "De sorte spejdere". At tilmelde det Google Reader, var heller ikke noget problem.

Det andet, hvor podcastet skulle overføres til Mp3-afspilleren gik også fint. Jeg fik hele HTML-teksten frem, da jeg trykkede på XML knappen, men det er jo enkelt nok at fortsætte, når bare man finder den rette linie at kopiere. Der er trods alt en del tekst. Derefter var det igen Windows Media Player, man skulle have fat i. Selvfølgelig manglede jeg en værktøjslinie, så lige først kiggede jeg forgæves efter menupunktet "filer". Det viste sig så, at man bare skulle højreklikke på den øverste bjælke. Derfra gik det nemt med at gemme filen og overføre den til afspilleren, akkurat som en almindelig lydfil.

Nu ved jeg ikke, hvad der lige findes af podcasts kun med lyd, men det kan da være, at jeg benytter muligheden til at overføre nogle ting, hvis jeg finder noget, jeg synes er godt. Man kan jo lige så godt udnytte muligheden.

mandag den 2. juni 2008

Last.fm

Endnu en gang blev det tid til at høre musik. Jeg prøvede at søge på kunstneren Aura, og fik også noget frem. Ved at klikke mig frem og tilbage, fandt jeg både billeder af hende, en beskrivelse af, hvem hun var, og hvad hun har lavet af musik etc. Dette er jo meget godt, da man så får et mere komplet billede af, hvem det er man lytter til, og måske får inpiration til at høre noget mere. Derudover kan man jo klikke sig ind på noget af det andet musik, som siden foreslår eller deltage i debatter om den enkelte musiker, fx hvad man synes om vedkommendes musik etc. Jeg prøvede også at finde noget musik, som jeg kunne ligge ind på min blog, men selv om jeg fandt ud af, hvordan man gjorde, må jeg indrømme, at der ikke rigtig var noget, der interesserede mig. Derudover blev al den HTML-tekst, som jeg have kopieret over til min blog, vist på bloggen, og det synes jeg ikke lige, jeg vil bruge plads på, så det droppede jeg.

Jeg fik også set på de andre brugere, og valgte tilfældigt en, der hed kamikaze_pum. Han hørte bl.a. Oasis og Red Hot Chili Peppers. Hvis man selv er interesseret i den slags musik, er dette jo en fin mulighed for at chatte med en, som deler den samme musiksmag, og måske også udveklse ideer til, hvad der er godt at høre. Til sidst kiggede jeg på, hvad der foregik af events i København, bl.a. i Forum, hvilket er jo endnu en god ting ved hjemmesiden. Dermed får man dermed også mulighed for at følge med i, om de musikere, man godt kan lide, kommer til København, så man har en mulighed for at høre dem live.

Alt i alt er det en side med mange muligheder i. Man får både information om musikere, kan høre musikken, kan snakke med andre om dem, og følge med i, om de evt. giver koncert i Danmark. Det giver jo en ret komplet side, der har mange muligheder for de musikinteresserede.

tirsdag den 27. maj 2008

Netmusik

Ja, så lykkedes det alligevel, at komme ind på Netmusik. Jeg fik også ret hurtigt valgt 2 numre, som jeg synes er rigtig gode. Det gik også meget nemt med at hente dem ned på computeren. Herefter gik der dog lidt kludder i det. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af at få numrene overført til Mediaplayer. Da det så lykkedes, var der noget bøvl med at få numrene synkroniseret, så de kunne overføres til Mp3 afspilleren. De første gange jeg prøvede, sagde computeren, at der var fejl ved de 2 numre, jeg lige havde overført. Så måtte jeg prøve igen, og af en eller anden mærkelig årsag, lykkedes det mig at få synkroniseret de 2 numre. Herefter var der ikke længere nogle problemer. Spørg mig dog ikke om at demonstrere, hvordan jeg gjorde, da jeg ikke selv er 100 % klar over det!! Uanset hvad lykkedes det, og det er vel hovedårsagen. Så må vi se, hvad der sker videre frem.