Formål:

Ja så ser det ud som om, at jeg har fået oprettet min blog i forbindelse med 23 Ting. Jeg håber det kommer til at fungere alt sammen, og ser frem til at prøve de forskellige internetmuligheder, som denne opgave ligger op til.

onsdag den 24. september 2008

The end

Ja, vi er jo ikke nået helt til afslutningen på 23 ting, endnu, men da jeg er væk på ferie i uge 40 og 41, har jeg lavet tingene nu, så det var klart til afslutningsfesten. Jeg synes helt klart, at det har været meget lærerigt på mange områder. Med hensyn til, hvilke opgaver jeg bedst kunne lide, så er det helt klart YouTube og E-boks. YouTube, fordi, der er så mange sjove ting at se på, og E-boks, fordi det har en meget praktisk funktíon, som jeg regner med at bruge meget fremover. Det bringer mig så til næste punkt, hvor jeg som allerede nævnt har planer om at bruge E-boks fremover. Derudover er jeg kommet til at bruge YouTube, Picasa og Google Reader meget, efter at 23 Ting begyndte. Nogle af tingene har ikke interesseret mig så meget, men opgaverne er da blevet løst, og det har da vist også været rimelig klart på min blog, hvilke jeg synes er interessante, og om jeg kommer til at bruge dem igen.

Med hensyn til den måde vi har skulle løse opgaverne, så synes jeg det har været helt fint. Man har selv bestemt, hvordan og hvornår man ville løse opgaverne, samtidig med, at man havde mulighed for at bede om hjælp, både fra eksperterne på den enkelte opgave men også fra de andre kollegaer. Jeg synes overhovedet ikke, det har været noget problem at få hjælp, hvis man havde behov for det, og jeg har da også selv hjulpet andre efter bedste evne. Samtidig var det meget godt med den lange pause vi havde, da det gav muligheden for at komme ajour med opgaverne, i stedet for hele tiden at være bagud. Ikke fordi jeg har været det andet end ganske kort, fordi jeg var syg, men nu har jeg måske også haft mere tid end andre til at løse opgaverne.

Jeg synes egentlig ikke, at man behøver at lave noget om mht. forløbet. Alt er egentlig forløbet ganske fint, og jeg må sige, at man da har lært mange interessante ting at kende på internettet, og så fik vi jo også en god Mp3-afspiller, som jeg har brugt flittigt siden. Alt i alt har det været et meget lærerigt og interessant forløb, som helt sikkert har givet mig flere værktøjer at arbejde med i fremtiden.

Wikipedia

Ja, så er det tid for mig at være ekspert igen, eller i hvert fald prøve på at ligne en. Nu har jeg jo kendt Wikipedia et stykke tid og har også brugt den en del. Der er fx mange gode oplysninger om TV-serier og Tv-programmer, som man følger med i. Jeg må dog sige, at jeg foretrækker den engelske udgave på mange områder. Den danske er fin nok, men der er bare mange emner, i hvert fald emner, som intereserer mig, der enten ikke er beskrevet på den danske side, eller i bedste fald kun er meget kort beskrevet. Der er den engelske meget mere udførlig med dækningen af emner og dækningen af det enkelte emne.

Med hensyn til opgaven, så prøvede jeg at søge på Maribo. Jeg ved ikke om det er computeren, men siden reagerede ikke som ellers. I opgaven står der, at man skal prøve at trykke på først "søg" og så "gå til", men når jeg skrev "Maribo", som beskrevet i opgaven, så dukkede der forskellige valgmuligheder op, som man skulle vælge imellem. Når man så gjorde det, gik man automatisk videre til siden, hvor "maribo" stod beskrevet, uden at man havde trykket på enten "søg" eller "gå til". Så jeg kan altså ikke sige, om der er forskel. Jeg prøvede også at søge på "vild med dans", og siden er opdateret med hensyn til, hvem som er stemt ud og deraf følgende placering. De sidste der røg ud blev så sammelagt nummer 8.

Med hensyn til "diskussion", så kiggede jeg også der, og man kan da sige, at det gik hurtigt med at rette artiklen om Bernstoff Slot, efter der blev rettet kritik. 16 minutter alt i alt. Det kan man da kalde hurtig respons. Med hensyn til Google, har jeg ofte lagt mærke til, at Wikipedia placeres højt, når jeg har brugt Google. Det eneste man så kan sige til det er, at ja, man finder ret mange oplysninger, men samtidig er det ikke kontrolleret, hvem, der skriver hvad, deres baggrund, om det er faktuelt rigtigt etc. Derfor er det måske godt, at holde de oplysninger man får fra Wikipedia op mod andre mere anerkendte kilder, alt efter hvad man skal bruge det til. Det er vigtigt, at man ikke tager alt for totalt pålydende, men også har sin kritiske sans i behold. Det til trods, er der mange ting man kan bruge Wikipedia til, og der er mange informationer at hente, og så kan man lige så godt udnytte det.

fredag den 19. september 2008

Fest og Blog Awards


Jeg glæder mig til festen, når vi fejrer afslutningen af 23 ting, og så er det da lidt sjovt, at man er blevet nomineret, så må vi jo se hvad der sker.

mandag den 15. september 2008

Arto

Man har jo hørt en del om Arto via medierne, og ikke altid for det gode. Faktisk har der været mange eksempler på, at mobning trives i hyperspace, hvilket der har været nogle grimme eksempler på hos Arto. Derfor kan man måske godt få et negativt syn på Arto, men siden er jo så meget mere end det. Selve siden er jo et socialt forum for børn, hvor de kan mødes om alt, der interesserer dem. De kan chatte, lave blogs, se videoer, billeder være med i grupper etc. Altså være med i et fællesskab, ofte sammen med dem, man går i skole med. Det er jo kun en god ting, at børn har et socialt liv med venner og veninder. Der hvor det går galt, er, hvor man, lige som med Facebook, udnytter internettet til at være efter andre, ofte ganske anonymt. Derfor skal hjemmesider, som Arto, også være meget opmærksomme på, hvad deres side egentlig bliver brugt til, og gerne inden situationen udvikler sig for langt. Alle har et ansvar, også børnene selv og forældrene, men overordnet set er de fleste børn jo med netop pga. fællesskabet, hvilket jo er det vigtigste.

tirsdag den 9. september 2008

Facebook

I denne uge har jeg fået set lidt på Facebook, som man jo har hørt en del om før via medierne. Jeg må sige, at det ikke er fordi, at jeg finder Facebook særlig tiltrækkende, rent personligt. Selvfølgelig har siden meget stort potentiale for dem, som ønsker at blive en del af en gruppe, netværk, finde nye venner etc. At bruge internettet til at finde venner, kærester etc. er bare ikke noget, der tiltaler mig. Men, der er jeg måske også lidt sær på det område.

Jeg fik dog oprettet min profil og brugte min G-mail. Ikke fordi, der står særlig meget i min profil, men det er nu heller ikke noget, som jeg har tænkt mig at bruge til noget, for slet ikke at tale om, at andre skal gøre det. Så på den vis, kan det være lidt lige meget. For dem som ønsker seriøst at bruge Facebook, er der jo selvfølgelig mange muligheder. Man kan bruge mange forskellige former for kommunikation, blive en del af forskellige grupper, oprette sin egen, dele billeder, herunder også videoklip etc. Så, hvis man ønsker selskab, kan man hurtigt få det.

Man hører jo også nogle gange i medierne, at Facebook kan være en form for popularitetskonkurrence, hvor man måles på, hvor mange venner man har... eller evt hvor få. Selv politikerne er gået med på ideen, men det er måske også meget sundt, at selv de folkevalgte følger med tiden. I hvert fald på få, popularitetssøgende, områder.

torsdag den 4. september 2008

Google Docs

Nu har vi arbejdet lidt på Google Docs, og det ser ud til at lykkedes meget godt. Jeg loggede mig ind med min Google konto informationer og prøvede så at skrive noget. Det sendte jeg så til Birte Mellerup, som så har sendte det tilbage til mig med hendes tilføjelse. Jeg sendte så igen dokumentet tilbage til Birte med endnu en tilføjelse og sådan kan det jo fortsætte. Det gode ved Google Docs er, at man har mulighed for at arbejde på en opgave, nogenlunde overskueligt, selvom man ikke er sammen rent fysisk.

På fx Biblioteksskolen kunne dette nogle gange være en fordel. Det så jeg selv, da jeg gik på skolen, hvor jeg gik på et "pendlerhold", med studerende fra Fyn, Ringsted, Roskilde, København etc. Når man så har gruppearbejde, er det ikke altid man har tid eller mulighed for at skrive opgaven sammen rent fysisk. Her kunne man så bruge Google Docs, i det tilfælde, hvor det ikke er muligt. Det sparer i hvert fald tid, hvilket mht. skoleopgaver kan være ret vigtigt.

mandag den 25. august 2008

E-boks

Så fik jeg også set på E-boks. Jeg måtte lige vente et par dage, da jeg først skulle modtage min Fælles Pinkode. Herefter var det nemt at tilmelde sig E-boks. Det gik hurtigt med at tilmelde de forskellige institutioner og virksomheder, som man gerne vil have post fra. Både Vordingborg og Ringsted Kommune blev tilmeldt hos mig samt pensionsselskab etc. Der kom hurtigt noget post i min indbakke, som jeg fik kigget på. Herefter fik jeg lavet nogle mapper til de forskellige former for post, akkurat som med min e-mail konto. Det sørger jo for at gøre det noget mere overskueligt. Alt i alt fungerer E-boks godt, og i og med, at mere og mere bliver elektronisk, og kommuner etc. går bort fra papirudgaven af rigtig mange ting, så er det netop, at E-boks kan blive godt, hvis man ellers er til computer og internet. Det er der trods alt stadig nogle, som ikke er, selv om det er den vej det går.

tirsdag den 19. august 2008

E-kalender

Så kom vi i gang igen med 23 ting, efter en lang pause.

Første opgave er så E-kalender, som jeg så kiggede på. Egentlig er der ikke så meget i opgaven. Registreringen gik meget fint, bortset fra at E-kalender af en eller anden årsag ikke ville acceptere min G-mail, så jeg måtte bruge den anden e-mail jeg har. Derefter handlede det jo om at aktivere sin konto, og så kiggede jeg lidt på sagerne. Det er jo meget smart, at man kan synkronisere sine møder med andre, så der er bedre mulighed for at koordinere sine aftaler. Jeg prøvede at søge på Bibliotek og Biblioteker, som beskrevet i opgaven, og der var forskel. Der var flere under "bibliotek" end "biblioteker" og så var der forskel på, hvem, der stod på listen. Jeg prøvede også at sætte et møde op, og det gik meget godt, også med at slette det igen. Her går systemet jo både ind og hhv. sender en invitation til andre og sender så også en aflysning, når man sletter mødet. Helt automatisk, hvilket jo gør det ret nemt for én selv, må man sige. Lige nu, er det ikke fordi jeg har ret mange møder i min kalender, men det ændrer sig nok med tiden, og så er det her helt klart en mulighed for at organisere sin tid på en lidt bedre måde.

onsdag den 9. juli 2008

Sommer!!

Ifølge reglerne for årstiderne er det jo sommer nu, men... For det første regner det en hel del, og så blev jeg selvfølgelig ramt af en forkølelse midt i Juli måned!! Det går bedre nu, men det virker så malplaceret at rende rundt med halstørklæde midt om sommeren og bruge, jeg ved ikke hvor mange, lommetørklæder, fordi man simpelthen er så snottet.

Typisk mig at blive syg på den måde. Frisk luft er tydeligvis ikke godt for mig, så det må jeg se, om jeg kan gøre noget ved. I det mindste har jeg da en ferie at se hen til om nogle måneder, hvis jeg altså ikke også bliver syg til den tid. Det kunne lige ligne mig, med mit held!!.

fredag den 20. juni 2008

Ferie!

Så blev det tid til lidt afslapning igen. Ganske vidst skal jeg ikke nogle steder, hvilket ellers kunne have været dejligt. En uge til Mallorca, Gran Canarie etc. siger man jo ikke nej til. Det var der desværre ikke tid eller penge til lige nu, men så er der jo altid rejsen til efteråret. I stedet for har jeg en hel uges ferie hjemme, hvor der bare skal slappes af. Der er godt nok en fødselsdag og andet at tage sig af, men det skal nu ikke spolere det faktum, at man har fri!

Ses om en uge, og hold humøret oppe!

Anja

tirsdag den 10. juni 2008

Google Maps

Så blev det tid for mig at blive superbruger igen, sådan da. Nu handlede det om at udforske Google Maps. Et tilbud fra Google, hvor man kan se omtrent, hvad man vil af lokaliteter over hele verden eller bare sin egen lille andedam.

Med hensyn til opgaverne er de fleste ligetil. Når man skal finde et vandrehjem i Thisted, vælger man "find virksomhed" under søgebjælken. Derefter skriver man under "hvad": vandrehjem og under "hvor": Thisted. Ude i venstre side listes så nogle foreslag på vandrehjem, ud fra det Google kunne finde. Når man lige starter vises kortet i "kort" format, hvilket jo ligner Kraks kort til forveksling. Man kan også vælge at se kortet i "satellit format", hvor man får rigtige billeder af det man søger på. Det foretrækker jeg, men skal man bare finde en adresse er "kort formatet" jo fint nok. Derudover er der også "terræn formatet", som man også kan bruge.

Når man så har valgt et vandrehjem, kan man klikke på det røde, ballonikon på billedet. Herefter vises en boks, hvor man kan se oplysninger om det valgte sted, herunder adresse, kørselsvejledning, anmeldelser etc. I forbindelse med den næste opgave, hvor man skal finde seværdigheder omkring Thisted, kan man bruge ovennævnte boks. Her står nemlig også "søg i nærheden af". Trykker man her, får man en ny søgemulighed. Her skriver man så "seværdigheder" under "hvad" og søger. Den tætteste seværdighed ifølge Google, skulle være "Gamle Danske Dyreracer", hvad det så end er.

Som noget ekstra kan man også vælge at tilføje fotos og/eller information fra Wikipedia. Vælger man fotos som ekstra ting, dukker der fotos op i lille format over alt på kortet. Dem kan man klikke på, så de kan ses i større format. Man kan også vælge at tilføje info fra Wikipedia, så dukker der bare små W'er op over det hele. Vælger man et, fx det ved Thisted, dukker der en lille artikel op på engelsk, der netop beskriver Thisted. Egentlig meget smart.

Som det sidste prøvede jeg kørevejledningen. Det bedste er, hvis man har den nøjagtige adresse, da Google ellers beder en om at uddybe, og der kan man godt komme i tvivl, især når det står på tysk i tilfældet med Bahnhoff Zoo, Berlin. Det gik dog, og kørselsvejledningen ser ret udførlig ud.

Ps. prøvede for sjov at søge efter steder som "Det hvide hus" i Washington og Gauntanamobasen på Cuba. Steder, som måske ikke optrådte af sikkerhedsmæssige årsager, men i begge tilfælde fandt Google Maps frem til stederne, og lod en komme helt tæt på. Billederne er jo så heller ikke helt aktuelle. Der er vel nogle måneders eller års forsinkelse på, så det kan være, at det er derfor, det tillades, at man kan se de nævnte steder. Egentlig meget sjovt. Især når det er steder, man ved, man nok aldrig kommer til at se i virkeligheden.

Podcast

Så prøvede jeg også at podcaste. Jeg har jo hørt om det i længere tid, når jeg har set forskellige tv-programmer, hvor værten ofte nævnte, at udsendelsen kunne podcastes. Det er jo så nok video podcasts. Det gik nemt nok med at finde frem til "De sorte spejdere". At tilmelde det Google Reader, var heller ikke noget problem.

Det andet, hvor podcastet skulle overføres til Mp3-afspilleren gik også fint. Jeg fik hele HTML-teksten frem, da jeg trykkede på XML knappen, men det er jo enkelt nok at fortsætte, når bare man finder den rette linie at kopiere. Der er trods alt en del tekst. Derefter var det igen Windows Media Player, man skulle have fat i. Selvfølgelig manglede jeg en værktøjslinie, så lige først kiggede jeg forgæves efter menupunktet "filer". Det viste sig så, at man bare skulle højreklikke på den øverste bjælke. Derfra gik det nemt med at gemme filen og overføre den til afspilleren, akkurat som en almindelig lydfil.

Nu ved jeg ikke, hvad der lige findes af podcasts kun med lyd, men det kan da være, at jeg benytter muligheden til at overføre nogle ting, hvis jeg finder noget, jeg synes er godt. Man kan jo lige så godt udnytte muligheden.

mandag den 2. juni 2008

Last.fm

Endnu en gang blev det tid til at høre musik. Jeg prøvede at søge på kunstneren Aura, og fik også noget frem. Ved at klikke mig frem og tilbage, fandt jeg både billeder af hende, en beskrivelse af, hvem hun var, og hvad hun har lavet af musik etc. Dette er jo meget godt, da man så får et mere komplet billede af, hvem det er man lytter til, og måske får inpiration til at høre noget mere. Derudover kan man jo klikke sig ind på noget af det andet musik, som siden foreslår eller deltage i debatter om den enkelte musiker, fx hvad man synes om vedkommendes musik etc. Jeg prøvede også at finde noget musik, som jeg kunne ligge ind på min blog, men selv om jeg fandt ud af, hvordan man gjorde, må jeg indrømme, at der ikke rigtig var noget, der interesserede mig. Derudover blev al den HTML-tekst, som jeg have kopieret over til min blog, vist på bloggen, og det synes jeg ikke lige, jeg vil bruge plads på, så det droppede jeg.

Jeg fik også set på de andre brugere, og valgte tilfældigt en, der hed kamikaze_pum. Han hørte bl.a. Oasis og Red Hot Chili Peppers. Hvis man selv er interesseret i den slags musik, er dette jo en fin mulighed for at chatte med en, som deler den samme musiksmag, og måske også udveklse ideer til, hvad der er godt at høre. Til sidst kiggede jeg på, hvad der foregik af events i København, bl.a. i Forum, hvilket er jo endnu en god ting ved hjemmesiden. Dermed får man dermed også mulighed for at følge med i, om de musikere, man godt kan lide, kommer til København, så man har en mulighed for at høre dem live.

Alt i alt er det en side med mange muligheder i. Man får både information om musikere, kan høre musikken, kan snakke med andre om dem, og følge med i, om de evt. giver koncert i Danmark. Det giver jo en ret komplet side, der har mange muligheder for de musikinteresserede.

tirsdag den 27. maj 2008

Netmusik

Ja, så lykkedes det alligevel, at komme ind på Netmusik. Jeg fik også ret hurtigt valgt 2 numre, som jeg synes er rigtig gode. Det gik også meget nemt med at hente dem ned på computeren. Herefter gik der dog lidt kludder i det. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af at få numrene overført til Mediaplayer. Da det så lykkedes, var der noget bøvl med at få numrene synkroniseret, så de kunne overføres til Mp3 afspilleren. De første gange jeg prøvede, sagde computeren, at der var fejl ved de 2 numre, jeg lige havde overført. Så måtte jeg prøve igen, og af en eller anden mærkelig årsag, lykkedes det mig at få synkroniseret de 2 numre. Herefter var der ikke længere nogle problemer. Spørg mig dog ikke om at demonstrere, hvordan jeg gjorde, da jeg ikke selv er 100 % klar over det!! Uanset hvad lykkedes det, og det er vel hovedårsagen. Så må vi se, hvad der sker videre frem.

Så kom jeg videre!

Ja, så lykkedes det at finde tid til at få set på vores gave. Jeg må sige, at det er lidt mere besværligt med denne Mp3 afspiller, end det var med den gamle jeg har. Den kan selvfølgelig heller ikke ret meget mere end at afspille musik, så det er måske derfor. Den nye her skulle gerne kunne noget mere, så det bliver spændende at se, hvad den egentlig kan tilbyde.

Det gik meget fint med at "rippe" en cd, så jeg kunne overføre noget musik, selv om man selvfølgelig lige skulle huske at indstillingerne svarede til det, som stod i opgaven.

Jeg ville også gerne have set på næste opgave med Netmusik, men det virker desværre ikke i øjeblikket, så det må vente. Jeg når det jo nok.

fredag den 23. maj 2008

Introduktion til Mp3


Ja, jeg er jo blevet lidt forsinket med ugens opgave. Jeg har simpelthen ikke haft tid til at få set på det endnu. Jeg har hørt, at det tager noget tid med opladning, og at det godt kan være lidt besværligt, men jeg håber alligevel, at jeg kan få det ordnet her i weekenden. Ellers må vi se, hvornår jeg ellers får mulighed for at lave det.

fredag den 9. maj 2008

YouTube og BibStream


Så blev det tid til at se på YouTube, og jeg må sige, at det er en af de ting, jeg har fået mest ud af at bruge siden vi startede dette. Faktisk begyndte jeg at bruge YouTube for lang tid siden. Jeg blev nysgerrig for, hvad man egentlig kunne se inde på siden, og jeg må sige, at der er meget at vælge imellem, hvis man altså også ved, hvad man skal søge efter. Jeg har bl.a. set en del musikklip bl.a. fra American Idol og X-factor. Jeg synes det er en rigtig god side, også fordi, at man ikke behøver at være bruger før man kan se de forskellige klip. Det klip jeg har lagt ind på min blog, er et af dem jeg ofte ser. Jeg synes det er så festligt og fuldt af farve, og så danser de altså rigtig godt i det program.

Med hensyn til Bibstream så kunne jeg ikke logge ind. Skærmen blev ved med at gå i sort, når jeg prøvede at oprette mig som bruger eller søgte på filmklip. Så....
Men som sagt er YouTube rigtig god og helt sikkert noget jeg vil fortsætte med at bruge.

Lidt fest og farve fra YouTube

mandag den 5. maj 2008

Flickr - Igen

Så blev det tid til at kigge på Flickr igen. Denne gang kom vi jo mere ind i, hvad man kan med Flickr, og det var egentlig ikke så svært. Det gik rimelig nemt med at oploade de 2 billeder, som nævnt i opgaven. Hvad angår beskrivelse, emneord etc. var det også nemt nok. Alt i alt er det jo som tidligere nævnt meget godt, at man på den måde kan dele billeder med hinanden, så længe man tænker på ophavsretten!

Det at dele er jo blevet en del af tiden. Alt deles over nettet og på ganske få sekunder. Det åbner op for en endnu større vidensdeling end tidligere og inden for endnu flere medier, og informationskilder. Man man så måske også sige, at det er blevet lidt sværere at holde styr på al den viden, man pludselig har adgang til, og som man måske også selv bidrager til. Men alt i alt er det vel meget godt.

mandag den 21. april 2008

Flickr

Ja, så er jeg også begyndt at se på, hvad Flickr kan tilbyde. I første omgang prøvede jeg at se, om jeg kunne finde det som stod i opgaven, biblioteker, noget fra lokalområdet etc. Med hensyn til biblioteker, så fandt jeg da nogle fra Københavns hovedbibliotek. Så prøvede jeg at søge på noget fra mit lokalområde, og jeg fandt faktisk en del billeder af lokalitetet fra Ringsted. Med hensyn til de kendte kunstnere, så var det heller ikke noget problem, men nu findes der vel egentlig også en del billeder af fx Johnny Depp!

Jeg prøvede også "a map of the world" inde på http://flickr.com/explore
Jeg har altid ønsket at komme til Paris engang, så jeg prøvede at søge på billeder derfra. Der kom også billeder frem, herunder nogle af Eiffeltårnet, men der var også mange, som jeg ikke umiddelbart kunne se, havde noget at gøre med Paris, men der må vel være en grund til, at de dukker op.

Nu var jeg jo ikke logget ind som bruger på Flickr, så der er sikkert mange funktioner, man først kan gøre brug af, når man er logget ind. Udefra er det lidt svært at se, hvad Flickr præcist kan tilbyde, men det er da en god ting at kunne dele billeder med andre. På den måde kan man også selv bruge de billeder, som andre har lagt ind, hvis man fx vil se noget fra Paris, eller et nyt billede af Johnny Depp!

Picasa

Ja, så sluttede den ferie. Det var virkelig en god ferie, kun med det minus, at den er alt for kort. Men sådan er det jo, man kan ikke holde ferie altid, selv om det selvfølgelig ville være dejligt med, om ikke ferie altid, så i hvert fald mere ferie.

Nå, på grund af ferie, var jeg jo ikke til stede i sidste uge, da vi skulle kigge på Picasa, så det har jeg fået set på nu. Jeg fik hurtigt hentet programmet, og kunne se, hvordan Picasa straks sorterede i billederne. Det er egentlig en meget god funktion, da man tit kan have mange billeder liggende, især efter at digitalkameraerne er kommet. Derfor er det jo godt, at man har et program, der automatisk sørger for at holde styr på alt det, man nu har taget billede af, herunder i forbindelse med en ferie! Programmet giver også mange muligheder for at lege med sine billeder, eller gøre dem bedre. Funktionerne med at fjerne røde øjne, beskære etc. er meget nemme at bruge, så det er i hvert fald noget, der vil være effektivt at bruge i fremtiden. For mit eget vedkommende synes jeg programmet er rigtig godt, og kunne i hvert fald godt finde på at bruge det, da jeg får taget ret mange billeder, herunder mange feriebilleder. Her kunne man nemt bruge Picasa. Alt i alt et meget enkelt men godt program.

mandag den 7. april 2008

Ferie!!!


Ja, så er det på lørdag, at jeg tager på en uges ferie ned til sol og varme. Efter hvad jeg har hørt, så skulle der mindst være 25-30 grader. Jeg skal nok tænke på jer alle, når jeg sætter mig under en parasol med en kold Cola i hånden, og ser ud over det klare, lyseblå vand. Det manglede da bare.

LibraryThing

Ja, så handler det jo om LibraryThing. Som sådan er siden bygget meget nemt op, men det tog dog sin tid før jeg fik regnet ud, hvordan jeg lagde den widget ind på min blog. Det lykkedes dog til sidst med noget besvær. Jeg synes egentlig det ser meget godt ud på min blog, og så kan man jo se, hvilke bøger jeg interesserer mig for bl.a. Jeg læser utroligt mange bøger, men primært inden for genre som historiske romaner og fantasy.

Nå, men for at vende tilbage til LibrayThing, så er siden egentlig bygget meget nemt op, både det at tilføje bøger og skifte omslag på dem m.m. var rimeligt nemt. Nogle af omslagene måtte jeg hente fra andre hjemmesider, men det var ikke være end at lægge billeder ind på min blog. Som sådan kan man jo her lave en form for læsegrupper, der kan udveklse erfaringer med de forskellige bøger og man har så også mulighed for at få anbefalet noget lignende eller af samme forfatter. Det er jo meget godt, hvis man har læst en god bog, at have den registreret på denne hjemmeside, så man ikke lige pludselig har glemt, hvad det var man læste, som var så godt. Nu sørger jeg så for at købe de fleste af de bøger, som jeg virkelig godt kan lide, så på den vis er det ikke nødvendigt for mig. Men der kunne selvfølgelig være andre bøger. Bl.a. de bøger man ikke umiddelbart kan købe i butikkerne eller over internettet, så kan man jo i hvert fald gemme den på LibraryThing og så låne den igen senere.

mandag den 31. marts 2008

Del.icio.us

Ja, så har jeg også fået set på Del.icio.us. Først tog det mig lidt tid før jeg var logget ind. Selvfølgelig var de fleste af de brugernavne og passwords jeg foretrækker brugt, så jeg måtte være lidt kreativ. Nå, jeg husker det jo nok alligevel, jeg har da sørget for at få skrevet det ned. At installere knapperne var ret nemt, men der blev åbnet flere og flere vinduer, så jeg prøvede at lukke dem ned, og så kun åbne et enkelt, hvorefter jeg loggede på. Her var knapperne forsvundet. Jeg prøvede så at gå ind via linket i den mail, der blev sendt til min mailadresse, og så dukkede knapperne op igen? Gad vide om det kun er, hvis man logger ind via det link, at knapperne er der? Nå, som sagt er det vel en meget godt ting Del.icio.us. tilbyder. Det er vel mest brugbart, hvis man har mange forskellige hjemmesider, man ofte besøger, og derfor kan se sin fordel i at have samlet her. Jeg selv har også nogle hjemmesider, jeg jævnligt besøger, men jeg må sige, at jeg ikke har dem registreret andet end på min private computer under Foretrukne. Så mange er det heller ikke, og jeg har ikke haft noget problem med at huske adresserne til de forskellige sider endnu. Derudover er der nogle hjemmesider, jeg kun besøger, nå jeg er hjemme, og her er de jo registreret. Nå, Jeg fik da registreret nogle af de hjemmesider, jeg besøger på Del.icio.us. Jeg regner bare ikke med at komme til at bruge det nu. Det kan være jeg kommer til at bruge det senere, når jeg måske har fundet nogle flere hjemmesider, jeg gerne vil huske og have en nem adgang til. Hvem ved.

Google Talk og Messenger

Ja, så er jeg tilbage efter ferie og sygdom. Ja ferie og ferie, har der jo ikke været tale om, da jeg lagde mig syg allerede Langfredag, såh... Nå, men som sagt er jeg nu tilbage, og er jo så kommet bagud. Nu har jeg så fået kigget på Google Talk og Messenger. Google Talk er jo nem nok, her logger man bare ind med sin Google Konto, som jo er blevet brugt et par gange nu. Google Talk er sådan set nem nok og kan sagtens bruges. Jeg prøvede også at komme ind på Messenger, men der stod hele tiden, at jeg skulle slå den funktion fra, der forhindrede Pop-up vinduer, og det gjorde jeg så, men det ændrede ikke noget, jeg kunne stadig ikke komme ind, så jeg kan ikke rigtig udtale mig om Messenger. Nu var Google Talk jo også nem nok, så det vil vok være den jeg vil bruge, hvis jeg får brug for sådan noget.

tirsdag den 18. marts 2008

PÅSKE!!!


Ja, så skal lyde en lille påskehilsen, nu hvor ferien står for døren. Nu lover de godt nok ikke alt for godt vejr i påsken, men den skal godt nok nydes alligevel. Ses efter påske.
Hilsen
Anja

onsdag den 5. marts 2008

Igoogle

Ja, det er godt nok først i næste uge, at vi skulle gå i gang med opgave 5, men nu skal jeg jo forestille at være såkaldt superbruger inden for Igoogle, så derfor fik jeg jo opgaven noget før.
Faktisk havde jeg allerede gjort brug af Igoogle før 23 ting overhovedet gik i gang, så jeg havde faktisk på forhånd lavet størstedelen af opgaven. Grunden til at jeg gik ind på Igoogle, var i første omgang nysgerrighed. Da jeg så så, de muligheder, der lå ved at bruge Igoogle, og det kunne jeg jo, da jeg allerede havde en Google Konto, så gik jeg videre med at bygge min personlige udgave af Igoogle op.

Første gang jeg klikkede mig ind var der allerede en skabelon, med forslag til, hvad ens Igoogle side kunne bestå af. Hurtigt fandt jeg ud af, at jeg selv kunne tilføje mine egne ting, og også slette de ting, som jeg overhovedet ikke var interesseret i. Sletning var jo vare at trykke på krydset i titelfeltet på hver ting, der var repræsenteret på siden. Oppe i hjørnet, under "Tilføj indhold", gik jeg så ind og begyndte at se på, hvad Igoogle ellers kunne tilbyde mig. Ligesom med Google Reader, synes jeg, at revl og krat var taget med, og man kunne derfor godt løbe lidt træt i det, hvis man skulle gennemgå det hele under én kategori. For slet ikke at tale om at gennemgå dem alle sammen minutiøst. En god ting var dog, at det var delt op under nogle flere emnekategorier, så det ikke var lige så uoverskueligt, som hos Google Reader, men alligevel kunne det godt være bedre. En anden ting jeg også allerede havde prøvet var at skifte tema. Ikke fordi jeg synes, der var så mange at vælge imellem, men der var da den, hvor siden afspejler vejret, hvilket jeg synes ser meget godt ud. Ydermere har jeg allerede prøvet at flytte rundt på de enkelte ting, da det er forskelligt, hvor meget jeg prioriterer de enkelte ting. Dem jeg synes er vigtigst, kom øverst og så fremdeles.

Som sagt var det meste på plads på forhånd, men jeg fik dog ud fra opgaven, lavet en ekstra fane, som i mit tilfælde kom til at hedde "Sjov". Her har jeg bl.a. en vejviser, Sodoku, vitser etc. På min hovedside, har jeg nyheder fra de forskellige medier, kaldender og mail. Derudover fik jeg tilføjet min blog og 23 ting, som feeds på siden, så nu har jeg direkte adgang til disse sider, fra Igoogle. Egentlig en meget god ting. Her gik jeg også ind under "Tilføj indhold", og fandt så ude i siden "Tilføj feed eller gadget". Herefter var det bare at skrive internetadressen på de 2 overnævnte hjemmesider. Som den sidste ting prøvede jeg at redigere noget af det, jeg havde valgt.

Alt i alt synes jeg Igoogle er godt at bruge. Her kan man samlet og overskueligt samle de emner man er interesseret i. Ydermere kan man jo tilføje faner, så man dermed kan holde de enkelte ting adskilt, hvilket også bidrager til overskueligheden. Jeg har som sagt brugt det et stykke tid og kommer også til at bruge det efter 23 ting er slut.

fredag den 29. februar 2008

Overskrift.dk

Så blev jeg oprettet som bruger af overskrift.dk. Som sådan synes jeg overskrift.dk kunne være bygget mere overskueligt op. En ting jeg undrer mig over er, at der ude i siden af hjemmesiden, kun står en emnekategori: Politik. Nu interesserer jeg mig en del for politik, og her er der i hver fald mange indlæg, både fra menigmand, de enkelte partier, og de enkelte poltikere. Så det er jo en hel fin ting for mig. Men når nu man vælger at placere ét emne helt fremme, kunne man lige så godt have lavet en Emneliste foroven, i stedet for at placere "Hoved-emner" halvvejs nede ad siden og med lille skrift.

Under "Tags" kan man klikke sig ind på de ord, som forfatterne selv tildeler sine indlæg. Her kunne det godt sættes bedre op, når man trykker på et tag. Hvis, der findes indlæg inden for en kategori, så placeres disse helt i bunden. Der, hvor den anden tekst stod, som forklarede, hvad Tags stod for, er der bare hvid baggrund. Hvis man så ikke finder på at scrolle ned, så ser man ikke, at indlæggene er placeret helt i bunden, under alt det andet, som er placeret i siden af hjemmesiden. En anden mulighed er "Seneste Weblog indlæg" Egentlig en meget god ting, så man kan holde sig opdateret med det nyeste. "Blog Kort" kan jeg derimod ikke se, hvad man kan få det helt store ud af, med mindre man gerne vil se, hvilken landsdel, der er mest aktiv....? Noget jeg synes godt om, ved overskrift.dk, er de informationer, der er lagt ind under "Om overskrift.dk". Her står faktisk meget om, hvad siden tilbyder, hvad de enkelte ting betyder, hvad man selv kan gøre som weblogger etc. Derudover findes der her en samling af andre weblogsites, hvor man kan vælge at blogge inden for mere specifikke fora, herunder blogs for iværksættere, folk med interesse for rejser, religion og computerspil. Dette er jo en meget godt ting, hvis man har mere specifikke interesser, og derfor også har mulighed for at møde ligesindede, inden for det, der interesserer én mest.


Alt i alt er det en meget sjov ting overskrift.dk tilbyder, da man kan finde mange interessante ting at læse om. Overordnet set, synes jeg dog siden kunne være bygget meget bedre op. Dette gælder både brugervenlighed og layout.

Fik forresten også tilmeldt min egen blog, som der stod i opgaven.

mandag den 25. februar 2008

RSS, Google Reader og Bloglines


Så har jeg været i gang med opgave 3, hvor vi skulle se på nyhedsbreve, og hvordan man kan gøre disse overskuelige. Ud fra opgaven gik jeg i gang med at se på Google Reader. Som sagt i opgaven, så er det jo nemmest, da man allerede har en Google Konto.

Nå. Med hensyn til Google Reader, så synes jeg som sådan, at det en meget fornuftig ting at have, hvis man gerne vil holde sig opdateret hele tiden, uden at skulle ind på 20 forskellige hjemmesider. Selv ved jeg ikke, hvor meget jeg ville komme til at bruge denne funktion, men man skal aldrig sige aldrig.

Selve opgaven var ikke svær at løse, da Google Reader egentlig er ret enkelt bygget op. Allerede når man logger ind første gang, er der en guide til, hvordan man kommer videre. Det skal så siges, at når man skal sammensætte sin egen samling af nyhedsbreve, så er der kun få overordnede kategorier at vælge imellem, når man lige starter. Her synes jeg, der godt kunne have været flere kategorier. Disse overordnede kategorier, som Nyheder, indeholder alt mellem himmel og jord, så derfor er man nødt til at luge godt ud i det, hvis man ikke skal drukne i information. Det samme gælder, hvis man selv går ind for at vælge enkelte hjemmesider ud inden for de enkelte kategorier. Revl og krat er taget med, selv sider på græsk, russisk etc. Så det kan tage en evighed, hvis man ønsker at gå hele listen igennem, og se, om der skulle være nogle interessante sider, man gerne vil abonnere på.

Med hensyn til det med at tilføje hjemmesider, man specifikt gerne vil abonnere på, så er det også meget nemt, da man bare klikker på overskriften: Tilføj Abonnement, som står med store bogstaver ude i siden. Herefter skrives bare webadressen, hvilket i opgaven svarede til hhv.: http://23ting-syd.blogspot.com/ og http://bibcb.blogspot.com/.
Tilsvarende er det også nemt, hvis man fortryder et abonnement. Så er det bare at trykke på: Administrer abonnement, og så afmelde, dem man ikke er interesseret i længere. Derudover kan man jo hele tiden opdatere, så de seneste nyheder tages med.

Alt i alt en meget god ting, men nok ikke noget, som jeg kommer til at bruge så meget.

Så gik starten

Ja er er det hele begyndt. Heldigvis havde jeg i forvejen en Google Konto, da jeg både har en Google Gmail og dermed også kan logge mig ind på Igoogle. Derfor kunne jeg med det samme lave min blog, hvad der faktisk ikke var særligt svært. Det eneste man kan sige er, at hjemmesiden, hvor bloggen laves, måske er lidt begrænset i sine muligheder for, hvor meget man kan lege med tingene, herunder layout. For begyndere kan det selvfølgelig være en udmærket ting, da det måske ellers kan virke uoverskueligt. Alt i alt et godt udgangspunkt, hvis man vil starte sin egen blog. Har været inde og give mine første kommentarer på nogle af de andres blog, og har da også selv fået 2. Så må vi jo se, hvordan det udvikler sig.

onsdag den 6. februar 2008

Første indlæg


Så nærmer vi os begyndelsen på forløbet med 23 ting. Så må vi jo se, hvordan det kommer til at gå.